Fra søgemaskine til vidensmaskine

Fra søgemaskine til vidensmaskine

…og fra beregning til matematik

I maj 2009 lancerede Stephen Wolfram (Mathematica) sin web ressource Wolfram|Alpha en vidensmaskine, der  leverer beregnede, kvantificerede resultater på forespørgsler i modsætning til en traditionel søgemaskine, der “bare” leverer henvisninger til andre websider. Prøv selv at indtaste f.eks Danish eller dansk i feltet herunder:

Stephen Wolframs bror Conrad leder udviklingslaboratoriet bag Wolfram|Alpha. Han langer i et inspirerende foredrag ud efter dagens matematikundervisning, som han mener er fanget i fortiden.

Matematik består i følge Conrad Wolfram af følgende trin:

  1. Stil de rigtige spørgsmål (problemformulering)
  2. Gå fra den virkelige verden til matematisk formulering (modellering)
  3. Beregn
  4. Gå fra matematisk formulering til den virkelige verden (verifikation)

Hans pointe er, at i dagens matematikundervisning bruger vi 80% af tiden på at øve beregning (trin 3). I stedet burde vi koncenterere os om problemformuleringen (trin 1) og oversættelsen mellem matematikken og virkeligheden (trin 2 og 4) og overlade beregningerne til de allestedsnærværende computere, som under alle omstændigheder gør dét både hurtigere og bedre – også når det gælder symbolske beregninger; prøv f.eks. at indtaste udtrykkene a*x^2+b*x+c eller (e^x)-x i Wolfram|Alpha feltet ovenfor. En sådan strategi vil ifølge Conrad Wolfram ikke mindske elevernes forståelse for matematikken: Man forstår mere og bedre ved at programmere en computer til at gennemføre en beregning end ved selv at imitere faste beregningsprocedurer i hånden.

Det bliver ikke en nem overgang og den kan næppe foretages gradvis, da hele indstillingen til matematik som fag skal ændres sammen med trinmål, eksaminer og opgaver!