Vi kører den ind med Faust

Vi kører den ind med Faust

Danmarks Radios nye radiodramaserie om Niels Bohr gør en dyd ud af sin uvidenhed og gør os derfor alle en bjørnetjeneste

Danmarks Radio P1 har netop afsluttet udsendelsen af en nyproduceret radiodramaserie i fire dele, Kædereaktioner om en af det tyvende århundredes største danskere, Niels Bohr. Serien er et led i DRs offensiv på radiodrama-området, som i disse år ser en revival blandt andet på grund af mulighederne for podcast, så man ikke er afhængige af radiokanalens sendeplan.

Om radiodrama i historiens tjeneste udtaler DR Radiodramas daglige leder, Thomas Hedemann: “På radioen kan vi dykke ned i vores fælles historie kun ved hjælp af lyd, stemmer og musik, og så er det op til lytterne selv at sætte billeder på,” og han fortsætter: “historien er en uudtømmelig kilde, og ofte er det ved at beskrive fortiden, at du forstår nutiden”. Samtidig promoveres Kædereaktioner i DR’s eget radioprogram om historieformidling, Alle Tiders Historie i et interview med instruktøren Thomas Bjerregaard.

Tidslinje med poetisk frihed

Harald og NielsBohr i 1907 (Den Store Danske Encyklopædi)

Med Niels Bohrs bror, Harald, som guide, håndplukker Kædereaktioner personer, steder og begivenheder fra Niels Bohrs liv for at udspænde et kronologisk forløb fra studietiden i begyndelsen af det tyvende århundrede til efter afslutningen på Anden Verdenskrig. 
Forfatteren Mads Mazanti Jensen har selvfølgelig poetisk licens til for eksempel at ændre kronologien, introducere fiktive karakterer og digte til for at understøtte sin fortælling. Som når han lader Niels og Harald Bohr vende tilbage fra USA netop som tyskerne har okkuperet Danmark (i virkeligheden kom Niels Bohr hjem året før). Eller når Harald og Niels er øjenvidner til Trinity – den første nukleare testsprængning i White Sands, New Mexico i juli 1945 (skønt Niels Bohr var i London på det tidspunkt). Men nogle gange er det nu svært at se, hvad digteriet skal gøre godt for.

Misbrug af historiske fakta i ‘Kædereaktioner’

Som et ufrivilligt komisk eksempel på seriens (mis)brug af historiske fakta, hører vi i afsnit 2 Niels Bohr sige: “Men Meitner er østrigsk jøde, og han er flygtet til Sverige.” Omtalte Meitner må være en af det 20. århundredes mest begavede, kvindelige forskere, Lise Meitner (1878-1968), som i 1938 flygtede fra Berlin til Stockholm. Mon ikke forfatter og instruktør her er faldet i fordomsfælden og automatisk,  uden at tjekke fakta, har antaget, at de fremmeste fysikere alle må have været mænd? En fordom Lise Meitner i øvrigt selv led under det meste af sin karriere.

Mon ikke forfatter og instruktør her er faldet i fordomsfælden og automatisk … har antaget, at de fremmeste fysikere alle må have været mænd?

I Kædereaktioner grundlægges Niels Bohrs indsigt og drivkraft i mødet med en franske medicinstuderende, Detouches. Han er naturligvis forfatterens egen opfindelse, men navnet og de få biografiske hint, vi får undervejs, peger på, at forlægget er den lægeuddannede, franske digter Louis-Ferdinand Célines (1894-1961), hvis fødenavn var – Destouches. Han opholdt sig ganske rigtigt en overgang i Danmark (1945-51), men er det virkelig forfatterens hensigt at lade nihilisten og antisemitten Céline være katalysator for Niels Bohrs banebrydende arbejde? Er det sådan Mazanti Jensen ser videnskabelig stræben eller er navnet og skikkelsen bare en kvantemekanisk tilfældighed?

På Radiodramas hjemmeside hedder det: “Kædereaktioner er ikke den endelige sandhed om Niels Bohr, men manuskriptforfatteren Mads Mazanti Jensens personlige fortolkning af det danske geni og hans betydning for verdenshistorien. Det er en episk eventyrfortælling”. Så er vi advaret! I Alle Tiders Historie udtaler instruktøren Thomas Bjerregaard blandt andet:

“Vores Niels Bohr er en fiktion […] vi har skabt en videnskabsmand og fordi vi er danskere, har vi taget den største af dem, og det er Niels Bohr .”

Så Bohr er ikke Bohr, Meitner ikke Meitner, Detouches ikke Destouches/Céline og Chuang Tsi er ikke en sommerfugl!

Den kan selvfølgelig være et spidsfindigt nik til Bohrs eget komplementaritetsprincip, sådan at lade dramaserien på én og samme tid at fremstå som historisk biografi og fri fantasi. Men jeg tror det næppe. Mazanti Jensen og Bjerregaard er egentlig slet ikke interesseret i den historiske Niels Bohr, kvantefysik eller forskningens realpolitiske dimension. De vil meget hellere fortælle “historien om en mand med en helt særlig intelligens og tårnhøje ambitioner, der solgte sin sjæl og betalte prisen”, som der står på DR Radiodramas hjemmeside. Det er Goethes’ Faust og Mary Shelleys Frankenstein, der er deres forbilleder. Og nu skal stakkels Niels Bohr altså mases ned i den skabelon.

“Det er ikke Niels Bohr, vi dømmer,” siger Bjerregaard, “men ham, vi har med i stykket, ham dømmer vi”. Godt så!

Videnskab som teknisk babble og ordsalat

Men er det nu et problem, at DR laver mainstream radiodrama om naturvidenskab ved “at køre den ind med Faust”?

I sin bog fra 2009, Filosoffen Niels Bohr skriver David Favrholdt: “mange – alt for mange – danske intellektuelle, og hermed mener jeg kunstnere, skønlitterære forfattere, kulturdebattører, journalister og politikere m.m. ved nul komma nix om fysik eller naturvidenskab i det hele taget”.

Det billede bekræfter DR i sin omtale af Kædereaktioner: “Men for dem, der ikke har spidskompetencer indenfor kvantefysik, vil de faglige sekvenser måske blot være teknisk babble”, og Bjerregaard supplerer: “Men i praksis er vi blevet nødt til at gå til fysikken med lidt let hånd […] vi fatter jo ikke en meter […] så man står tilbage med sådan nogle filosofiske brokker, altså uanset, hvor meget man strenger sig an […] vi bruger det som magi”.

… mange – alt for mange – danske intellektuelle, og hermed mener jeg kunstnere, skønlitterære forfattere, kulturdebattører, journalister og politikere m.m. ved nul komma nix om fysik eller naturvidenskab i det hele taget.

David Favrholt (2009)

Ophavsmændene gør altså en dyd ud af, at de ikke forstår, hvad de har med at gøre, og derfor serverer de “faglige sekvenser” i Kædereaktioner som “teknisk babble”, ordsalat og staffage!

“Til gengæld kan jeg love for, at det ville have været virkelig kedeligt, hvis fysikere havde lavet det her!” trøster Bjerregaard os i interviewet.

‘Copenhagen’ er et forbilledligt eksempel

Daniel Craig, Francis Ammis & Stephen Rea i BBC-udgaven af ‘Copenhagen’

Forholdet mellem videnskabelige idealer og realpolitik – med Niels Bohr i en hovedrolle – er før behandlet troværdigt og indsigtsfuldt  i dramaform. I Michael Frayns teaterstykke Copenhagen (opført i Danmark på Betty Nansen teatret i 1999 og BBC-filmatiseret i 2002) overværer vi et møde midt under den tyske besættelse, i 1941, mellem Niels Bohr og Werner Heisenberg. Sidstnævnte var dybt involveret i det tyske atomprogram og der har været spekuleret i om Heisenberg prøvede at pumpe Bohr for oplysninger, invitere til samarbejde, advare ham eller fortælle at det tyske program var en fiasko og ikke udgjorde en trussel. Mødet er et historisk faktum, men de involveredes erindring om, hvad der blev sagt, er meget divergerende, og tilsyneladende endte det i tvetydighed og misforståelser. Bohrs og Heisenbergs venskab kølnedes mærkbart efter episoden.

Michael Frayns mestergreb er, at skabe en fiktiv lomme i de historiske fakta, hvor han kan udforske forskellige fortolkninger af det famøse møde. Derved skaber han et intenst drama om intention og skyld og ansvar, hvor kvanteteori og atomfysik ikke er ureflekteret fyldstof, men fungerer både på egne præmisser: Hvad er forudsætningerne for at starte en kædereaktion af kernespaltninger – og var Det Tredje Rige i stand til at skabe disse forudsætninger? Samtidig er kvantefysikkens love metaforer for de menneskelige relationer mellem hovedpersonerne. Det sidste er helt i Niels Bohrs ånd. Han forsøgte selv at udvide komplementaritetsprincippet til psykologien: At vi på én gang er iagttagere og aktører i vores eget liv, og at de to mentale positioner altid udelukker hinanden. Copenhagen er et spil om forskellige fortolkninger af en begivenhed og dens konsekvenser.

Vi har brug for ambitiøs, kunstnerisk videnskabsformidling

Naturvidenskab er grundlaget for skabelsen af den moderne verden med dens Internet, smartphones og Blue-ray afspillere. En udbredt og nuanceret forståelse af naturvidenskabens mål, metoder og dilemmaer er derfor stadig det bedste bud på, hvordan Danmark kan gøre sig gældende i den internationale konkurrence og på, hvordan vi håndterer store, globale udfordringer som ressource- og energiknaphed, klimaforandringer og sygdomsbekæmpelse. Men alle de, der af økonomiske, politiske eller ideologiske grunde ønsker at afsporer videnskabelige fakta og argumenter, får kun alt for god hjælp af kunstnerisk uambitiøse fremstillinger af naturvidenskaben og forskerne, som det sker i Kædereaktioner.

Teksten er efterfølgende blive tilføjet nye mellemoverskrifter.