menu Menu
Det er svært at spå…
af Niels Chr. Alstrup Udgivet under Kommentar den 1. august 2010 Læsetid 2 min.
Et Google-drev Forrige Skyen eller skrivebordet? Næste

Det er svært at spå – især om fremtiden
?? – ca. 1935

Ovenstående bon mot benyttes ofte, hvis en og anden bliver afkrævet et (urimeligt) konkret bud på, hvad der vil ske lige om lidt. Og lige så ofte efterfølges det af: “som Storm P. sagde”. Men et er dog sikkert – humoristen m.m. Robert Storm Petersen (1882-1949) har ingen lod og del i sætningen! Faktisk fortaber dens oprindelse sig i det ukendte. Bedste bud er, at udtalelsen er faldet på Folketingets talerstol en gang i perioden 1935-39 (ifølge politikeren K.K. Steinckes erindringer*). Men ophavsmanden er ikke kendt (heller ikke af Steincke).

Pudsigt nok kendes de bevingede ord også i udlandet: I sin berømmede bog “The Black Swan” (2007) anfører Nassim Nicholas Taleb baseballlegenden Lawrence “Yogi” Berra (1925- ) som ophavsmand til en engelsk version: “It is tough to make predictions, especially about the future”. I en fodnote ombestemmer Taleb sig dog, og peger i stedet på fysikeren Niels Bohr (1885-1962) – og så nærmer vi os da trods alt en dansk oprindelse. I Tyskland tillægges kabaretkunstneren Karl Valentin (1882-1948) sætningen: “Prognosen sind schwierig — vor allem, wenn sie die Zukunft betreffen”.

Hvert sprog har tilsyneladende sine hovedleverandører, når det gælder udødelige citater. Folk som med rette eller urette bliver tillagt paradoksale, vittige og pudsige ytringer. I Danmark er det ubestrideligt Storm P. – i USA Yogi Berra og i Tyskland er Karl Valentin en oplagt kandidat.

Tilbage står, at sætningen, “det er svært at spå…” udtrykker en dybere sandhed, som Taleb i ovennævnte bog overbevisende gør rede for: Vi tror, vi ved mere end vi gør og at vi kan forudsige langt mere end vi rent faktisk kan. Men fremtiden er fyldt med uforudsigelige overraskelser – de sorte svaner!

* T. Vogel-Jørgensen: Bevingede ord, 5. udgave, 1975

bøger citat fremsyn


Forrige Næste

keyboard_arrow_up