Af Niels Chr. Alstrup
Der er ingen busser og langt til den nærmeste station. Men så griber du bare din smartphone og med et enkelt klik, har du tilkaldt en af de cirkulerende, chaufførløse biler. Mens du tager en lur eller ser en nyhedsopdatering på den indbyggede skærm, bringer bilen dig sikkert og billigt til din hoveddør, på alle tider af døgnet. Det er sådan mange udviklere af næste generations transportsystemer forestiller sig fremtiden.
For mange mennesker er bilen bare et transportmiddel, der skal bringe dem bekvemt og trygt fra dør til dør. Det har ikke så stor betydning, hvad det er for en bil og hvem, der ejer den. Bare den er til rådighed, når der er brug for den.
Firmaet Autonomous Mobility udvikler og leverer mobilitets-services i form af selvkørende minibusser. Presseansvarlige Anne Rosa Simonsen mener, at privatbilismen hører fortiden tid:
“Jeg tror jo ikke på, at man om tyve år sælger biler til private længere. Der har alle abonnement på mobilitet på en eller anden måde. Det skal være meget mere fleksibelt i forhold til behov som ligesom ændrer sig for forbrugeren over en dag og over et liv.”
Hvis folk insisterer på at have deres egen bil, bliver det ikke som et transportmiddel:
“Det er lidt ligesom at have en hest. I gamle dage var det måden at transportere sig frem på. Så kom der nogle biler og overtog det hele, og hesten blev henvist til en ridebane.”
Sådan er det dog ikke for alle. Bil- og livsstilsekspert Christian Grau har mange års erfaring med at udlægge danskernes bilvaner i foredrag, bøger og tv-programmer og han mener, der er en 10-15 procent, der som ham vil holde fast i, at have deres egen bil
For nogle af dem er bilen så vigtig en del af deres daglige arbejdsliv, at de ikke kan se den erstattet af en mobilitetsservice. Christian Grau forklarer:
“Der findes jo en stor gruppe, som er meget afhængige af at have en personlig bil, og måske bruger bilen som arbejdsplads. Jeg er selv dybt afhængig af at have en bil, fordi jeg kører rundt og holder foredrag, og det er tit uden for den almindelige infrastrukturs rækkevidde. Når jeg skal hjem fra Assens klokken halv elleve, eller hvordan det nu er.”
Bilen er både identitet og frihed
Hvis bilen er ens arbejdsplads, kan en selvkørende model godt være attraktiv, fordi man ikke behøver at koncentrere sig om kørslen, men så vil man vælge at have sin egen selvkørende bil i stedet for at benytte sig af fællesskabet biler og befordringsservices, mener Christian Grau.
Men der er også en anden gruppe som vil holde fast i den personlige bil. Christian Grau er selv en af dem:
“De er bilentusiaster og har et sentimentalt forhold til det, at have en bil. De vil lægge vægt på stadig at have en personlig bil, som er en forlængelse af deres personlighed – i hvert fald i egen oplevelse. Og de vil jo nok blive ved med at holde fast i at have en bil personligt. Ligesom jeg har en gammel Alfa Romeo. Den vil jeg jo ikke sælge, bare fordi der kommer selvkørende biler. Den vil jeg blive ved med at have og køre i lejlighedsvis.”
Udover bilen som identitetsmarkør er der også spørgsmålet om kontrol:
“Jeg tror, at for mange vil det være en lille smule kastrerende at overlade al kørslen til bilen. Der er jo også en personlig frihed i at bestemme, hvor hurtigt man vil køre, og hvornår man synes, der er gult. Hvor man kan forestille sig, at selvkørende biler vil, måske i en periode, indtil det er justeret, man vil måske føle, at de kører lidt rigidt. Og der vil man måske nyde godt af selv at kunne tage rattet, også hvis man holder i kø, selvom gps’en siger én ting, at man så kan svinge fra og sige så kører vi af den gamle landevej. At det ikke er bilen der ligesom skal tage den beslutning. At man kan gøre det selv.
“Det kan jo også være, at når man kører på motorvejen og inde i byen, så synes man det er fint at bilen kører selv. Men når der kommer en snoet landevej, eller man har valgt at køre over San Bernadino-passet på vej til Italien om sommeren, så siger man: ‘fandeme nej, der vil jeg selv styre’. Det kunne man jo meget vel forestille sig.”
Ifølge Christian Grau har det derfor lange udsigter med at lancere en bil til private mennesker, hvor ejeren ikke har indflydelse på, hvordan der bliver kørt:
“Det tror jeg simpelthen er en del af det, du gerne vil betale for, at du vil vælge bilen selv. Du ser den som en del af din personlighed og den, du er. Den er en identitetsmarkør for dig. Og du vil også selv have muligheden for at afgøre, om den skal køre 134 eller om den skal køre 130 rent.”
Christian Grau mener, at vi langsomt skal vænne os til at overlade mere og mere af styringen til bilen, efterhånden som den teknologiske udvikling gør det muligt. Men det er ikke sikkert, at det er en mulig vej. Ifølge den tyske teknolog Alexander Hars er der meget stor forskel på de køreassisterende systemer, som nu udvikles til at klare forskellige specifikke situationer (motorvejskørsel, nødopbremsning, parkering), og så biler, der kører selv hele tiden og under alle forhold. Han mener, at den udvikling er nødt til at foregå i spring. Det er alt for usikkert at forlade sig på, at en uopmærksom passager kan gribe ind i de få tilbageværende situationer, bilen ikke kan klare selv. Vi må på et tidspunkt tage springet til den fuldstændigt autonome bil. Hvis det skal lykkes, kræver det et nogenlunde simpelt og forudsigeligt trafikmiljø. Her kan bilentusiaster ikke længere udfolde sig frit.
Anne Rosa Simonsen levner heller ikke privatbilismen meget plads:
“Vi tænker, det bliver meget mere sådan en hobbyting, hvor du kan køre med din persondrevne bil på en lukket bane, eller ude på landevejene i et bestemt tidsrum”.
Christian Grau kan også godt frygte, at bilentusiasterne bliver henvist til reservater, men han sætter sin lid til, at teknologien også på det område vil træde til:
“Der er nok ingen tvivl om, at til den tid vil der sidde en eller anden ting i Alfa Romeoen, som kommunikere med alle de selvkørende biler. Jeg håber da, at det nøjes med at være på den måde, at man får en eller anden sender i bilen, som fortæller alle de andre biler, hvor man er, og hvad man laver. Frem for at man skal ned på Nürnberg-ringen eller et eller et andet sted for at få lov til at styre sin bil selv i et lille reservat.”
De færreste vil savne selv at skulle varetage A til B transporten, men der vil stadig være det, Christian Grau kalder et joyride-marked:
“Hvis jeg var bilproducent som Volkswagen, så ville jeg jo ikke være bekymret på Bugattis og Bentleys vegne eller Audis vegne, men jeg ville måske være bekymret på Skodas og Seats vegne. Og tilsvarende Dacia og de brands, der ligger nede i markedet. De er nemmere at erstatte, også fordi de tiltaler en i forvejen lidt uinvolveret, mindre entusiastisk målgruppe.”
“Men det er også nemt for os, som sidder i de store byer, at forstille os det her. Hvis man sidder ude på Fanø, så vil jeg sige, den godt nok skal rulles ud, den helt store infrastruktur, før du kan have en fleksibel bil- eller shuttle-service eller Uber-ordning til at få dig hjem fra havnefesten.”