menu Menu
Vi kan lære at elske den menneskelige robot
Hvis film og tv-serier er et pejlemærke, har vores syn på robotter og kunstig intelligens ændret sig i positiv retning de seneste 30 år. Men vi er stadig forbeholdne, når maskinen ligner os alt for meget
af Niels Chr. Alstrup Udgivet under Essay den 3. juni 2018 Læsetid 7 min.
At have sin egen bil bliver i fremtiden ligesom at holde hest Forrige Forskerportræt: Maja Thiele Næste

Skildringen af kunstig intelligens (AI) som farlig og umenneskelig, i færd med at overtage verden, har været en fast bestanddel i populærkulturen. Det gælder ikke mindst i film som for eksempel Matrix (1999) og Terminator (1984).

Der findes dog også sympatiske skildringer af robotter, især i nyere tid. Arnold Schwarzeneggers karakter i de senere Terminator-film kan været en undtagelse i lidt ældre skildringer af AI, men menneskelige maskiner er ofte repræsenteret mere nuanceret i moderne film. Tænk på A.I. Kunstig Intelligens (2001), Ex Machina (2014) eller Chappie (2015) eller den svenske tv-serie Ægte mennesker (2012).

Dette skift er meget sandsynligt repræsentativt for et større skift i, hvordan vi tænker på kunstig intelligens og robotter i virkeligheden.

Skiftet er tydeligt, hvis man for eksempel sammenligner, hvordan robotterne skildres i den oprindelige Westworld film fra 1973 og i den nye tv-serie Westworld (2016). I den oprindelige film er robotterne amokløbende dræbermaskiner, i tv-serien er de slavebundne ofre, som langsomt kommer til erkendelse af deres situation og reagerer på dette. Blade Runner 2049 (2016), den længe ventede efterfølger til den oprindelige Blade Runner film fra 1982, er også en del af dette skift.

Populærkulturen har altid dyrket dystopien og den teknologiske katastrofe. Det, filosoffen Paul Virilio har kaldt “teknologiens integrerede ulykke”: At enhver ny opfindelse rummer sin egen negativitet. Opfindelsen af toget medfører opfindelsen af afsporing, opfindelsen af skibet rummer opfindelsen af skibsforliset, opfindelsen af personbilen integrerer opfindelsen af trafikproppen.

Ifølge teknologikritikeren Jacques Ellul gør denne katastrofedyrkelse os ukritiske overfor de virkelige, men knapt så tydelige farer ved teknologien. Så måske er det meget godt, at vores kulturelle syn på robotter er på vej i en positiv retning.

Blade Runner

Blade Runner er baseret på Philip K. Dicks roman fra 1968, Drømmer androider om elektriske får? Filmen viser en udpint jord i 2019 (!), forladt af de fleste til fordel for et bedre liv i udenjordiske kolonier. Syntetiske mennesker eller androider, kendt som “replikanter”, er blevet udviklet til at udføre slavearbejde i kolonierne. Hovedpersonen Rick Deckard (Harrison Ford), er en såkaldt “Blade Runner” – det er hans job at jage undslupne replikanter og “pensionere” (det vil sige dræbe) dem. Da Deckard lærer Rachel at kende, en replikant, der er har fået implanteret falske minder, så hun tror, hun er et menneske, begynder vi at opfatte disse replikanter, som ikke alt for forskellige fra os. Vi er dog fuldt på Deckards side i kampen mod filmens “hovedskurk”, replikanten Roy Batty, selvom også han har en sympati-vækkende forhistorie.

En gennemgående intrige i den originale Blade Runner-film (i det mindste for dem, der har set director’s eller final cut udgaven) er spørgsmålet, om Deckard faktisk selv er en replikant. I bogen er han skildret som et servilt og nævenyttigt menneske nederst i hakkeordenen, med et forlist ægteskab bag sig. Filmen er mere åben, når det kommer til Deckards menneskelighed, og både hovedrolleindehaveren, Harrison Ford og instruktøren, Ridley Scott har bidraget til tvivlen.

Men er det vigtigt, om Deckard afsløres som replikant? Vi har allerede fået sympati for Rachel og føler lettelse, da hun og Deckard kører afsted sammen mod deres meget menneskelige “lykkeligt til deres dags ende” i den oprindelige version. Vi er på deres side, selv imod de utvivlsomt menneskelige Blade Runners, der vil pensionere dem.

Blade Runner 2049 starter 30 år efter den første film. Nye restriktioner for design og kontrol af replikanter er blevet indført for at sikre deres lydighed og for at gøre dem nemmere at skelne fra mennesker. Hovedpersonen med det Kafkaske navn, K (Ryan Gosling) er både Blade Runner og replikant, programmeret til at rydde op i affæren mellem Deckard og Rachel fra den tidligere film. Vi føler med ham, når hans mere “menneskelige” instinkter kæmper mod den programmerede lydighed.

Man kan indvende, at Deckard og K i filmen jo ikke er næsten-menneskelige maskiner, men derimod meget virkelige, menneskelige skuespillere. Vores sympatiske reaktion på karakteren kan derfor have mere at gøre med skuespillerens virkelige menneskelighed.

Men den filmiske gengivelse af menneskelignende robotter kan alligevel lære os noget om, hvordan vi håndterer de tiltrækkende og frastødende aspekter ved fremtidens robotter.

The Uncanny Valley

I 1970 lancerede den japanske robotforsker Masahiro Mori begrebet the uncanny valley.

Jo mere en maskine eller en robot ligner og opfører sig som et menneske, jo mere omfatter vi den med positive følelser og empati lige indtil et punkt, hvor følelsen pludselig vendes til ubehag eller afsky. Det er den følelsesmæssige bølgedal Mori kalder the uncanny valley

En parallel til fænomenet kan genfindes i lidelsen coulrofobi eller sygelig angst for klovne. Klovne er på samme måde som visse robotter meget menneskelige, men visse træk er overdrevne eller forvrængede, og det kan udløse en reaktion af ubehag eller frygt hos enkelte mennesker.

Der er indtil nu kun meget svag eksperimentel dokumentation for uncanny valley-fænomenet, men der er flere hypoteser for, hvorfor det opstår:

En mulighed er, at det har haft en evolutionær betydning. Vi er præget til at forbinde væsener, der næsten ligner os, men synes at være “defekte” på en eller anden måde, med truslen om smitsomme sygdomme eller arvelige genetiske lidelser. Noget vi bør holde os væk fra.

En anden mulighed er, at modstridende sanseindtryk skaber ubehag, lidt på samme måde som ved køresyge.

Eller også er følelsen kulturelt eller religiøst betinget. Robotter, som havner i denne følelsesmæssige bølgedal, udgiver sig for at være mennesker, men overskrider nogle vedtagne eller uskrevne normer for, hvad et menneske er eller bør være.

Vi behøver næppe at bekymre os om følelsesmæssig dissonans, når det kommer til de ondsindede maskiner fra Terminator og Westworld (1973). Vi kan imponeres af deres uhyggelige lighed med os, men vi hader dem også for at forsøge at kontrollere eller ødelægge os.

De venligtsindede, næsten menneskelige robotter er mere interessante. De kan fremkalde modstridende følelser i os: Vi omfatter dem med følelser af venskab og kammeratskab, men samtidig tager vi afstand fra dem og føler, at de ikke skal være som os.

Blade Runner 2049 antyder, at vi måske kan overvinde den følelsesmæssige dissonans i mødet med den menneskelignende robot.

“Uhyggen” er ganske vist til stede: Gabende sår lukker normalt ikke sig selv med en let berøring – og ingen bør være så svær at slå ihjel. Men K’s åbenlyse ikke-menneskelige kvaliteter forhindrer os ikke i at acceptere hans ligeså tydelige menneskelighed eller sympatisere med replikanterne kamp for frihed og retfærdighed.

Måske er det dét, robotudviklere kan lære af Blade Runner, Ex Machina og de andre fremstillinger af næsten-menneskelige robotter: Hvis robotter fremstår og virker tilstrækkeligt menneskelige, er venligtsindede og imødekommende, kan vi acceptere nogle af deres mindre menneskelige træk.

dmjx fremsyn


Forrige Næste

keyboard_arrow_up